Vi har et valg!
Det er blevet for nemt at brokke sig uden at tage ansvar.
Vi sidder klynkende og krampagtigt fast i vores eget lille, navlepillende martyrium, hvor vi giver alle andre skylden for, at verden er blevet, som den er. Vi forventer en masse af samfundet, mens forventningerne til os selv synes at høre fortiden til.
Vi kigger væk i stedet for at kigge folk i øjnene. Vi smiler ikke længere til hinanden. Vi lader livløse kroppe ligge på jorden. Vi har travlt? Vi frygter? Vi flygter?
Vi tror, vi ved, hvad der sker i verden, men ser kun en flig af historien. En flig så lille at den knap kan kaldes sandheden. Det er et konstrueret verdensbillede, og det er farligt. Vi skal vende blikket væk fra den konstruerede virkelighed og i stedet finde ind til sandheden gennem samvær med virkelige mennesker med autentiske historier.
Vi skal interessere os for hinanden og turde kigge hinanden dybt ind i sjælen, selvom det kan gøre ondt. Vi skal være hinandens ventiler, så følelserne kan sive ud – ellers eksploderer vi. Vi skal turde stille spørgsmål. Vi skal sætte ord på vores frygt. Vi skal lufte vores fordomme med respekt og et åbent sind. Tavshed opruster. Ord afvæbner.
Det er ikke meget, der kræves, for at folk føler sig værdsatte – et smil, et spørgsmål, et interesseret blik. Når man føler sig værdsat, får man lyst til at passe på sig selv. Når man passer på sig selv, får man overskud til at passe på andre.
Alt for ofte glemmer vi, at vi har et valg. Vi kan vælge, om vi vil brokke os, eller om vi vil tage ansvar.
Hvad vælger du?
Vi sidder klynkende og krampagtigt fast i vores eget lille, navlepillende martyrium, hvor vi giver alle andre skylden for, at verden er blevet, som den er. Vi forventer en masse af samfundet, mens forventningerne til os selv synes at høre fortiden til.
Vi kigger væk i stedet for at kigge folk i øjnene. Vi smiler ikke længere til hinanden. Vi lader livløse kroppe ligge på jorden. Vi har travlt? Vi frygter? Vi flygter?
Vi tror, vi ved, hvad der sker i verden, men ser kun en flig af historien. En flig så lille at den knap kan kaldes sandheden. Det er et konstrueret verdensbillede, og det er farligt. Vi skal vende blikket væk fra den konstruerede virkelighed og i stedet finde ind til sandheden gennem samvær med virkelige mennesker med autentiske historier.
Vi skal interessere os for hinanden og turde kigge hinanden dybt ind i sjælen, selvom det kan gøre ondt. Vi skal være hinandens ventiler, så følelserne kan sive ud – ellers eksploderer vi. Vi skal turde stille spørgsmål. Vi skal sætte ord på vores frygt. Vi skal lufte vores fordomme med respekt og et åbent sind. Tavshed opruster. Ord afvæbner.
Det er ikke meget, der kræves, for at folk føler sig værdsatte – et smil, et spørgsmål, et interesseret blik. Når man føler sig værdsat, får man lyst til at passe på sig selv. Når man passer på sig selv, får man overskud til at passe på andre.
Alt for ofte glemmer vi, at vi har et valg. Vi kan vælge, om vi vil brokke os, eller om vi vil tage ansvar.
Hvad vælger du?
posted by Snowie at 23:15
2 Comments:
Fordi jeg osse vælger når jeg ikke vælger... ja så hører jeg nok til i begge dele.
Har ofte beundret din evne til at engagere dig - din "lige på og hårdt" (hårdt ikke ment på den skidte måde)
Jeg er pisse god til det fagligt... men er en kylling privat - om du skriver (dog uden brok - det er livet for kort til)
Måske fordi det skræmmer mig at være på samme måde engageret som egen lille skrøbelige person... ville det i så fald kræve at jeg var meget mere, fagligt...
tja... uanset hvad ville begge dele vel kun blive bedre!
fint spark!
og skønt med en blog-opstandelse!
<3
Jeg er lige blevet fyret fordi jeg havde en tro på mennesker. At mennesker kan skelne mellem det private og jobmæssige. Jeg troede at man kunne ytre sig om umulige ting, men tog fejl. Samfundet vil ikke have folk der kan tænke selv. Samfundet/ledere vil have får i flok. Verden er desværre fuld af uledelige ledere, der søger “selvstændige” medarbejdere. De “glemte” bare st sette et u foran, for det andet lyder ikke så pænt i jobbeskrivelsen. Dette skal ikke ses som brok eller synd for mig. Det er blot en skræmmende konstatering som jeg nok ikke er alene om. 🤔
Send en kommentar
<< Home