Liv

Solen var ved at stå op i horisonten, mens hun gik rundt på bare tæer i det dugvåde græs.

Hun var kun et barn, men hun tænkte meget over det abstrakte ved livet og alt levende. Hun kunne blive helt svimmel ved tanken om, at livet var alt, der var, og alt hvad hun gjorde sig af tanker og alt, hvad hun oplevede, tog udgangspunkt i, at hun var i live. Alt hvad hun så, alt hvad hun foretog sig, alt hvad hun hørte, lærte og følte var en del af, at hun var i live.

Tomheden og tanken om absolut stilhed på den anden side af livet kunne hun slet ikke rumme. Tanken om at alt, hvad hun kendte til, skulle være slut, fyldte meget i hendes bevidsthed.

Hun tænkte over, at når døden engang ville omfavne hende - så ville alt gå i stå. Både for hende og for de efterladte. Verden ville ikke længere være den samme. Eller ville den? De efterladte ville jo komme til at grine igen. De ville komme til at elske igen. Hun ville ikke blive glemt, men derimod gemt. Gemt i hjerterne på de mennesker, som hun havde rørt, mens hun levede.

Det var ikke selve døden, som skræmte hende - det var tanken om, at livet og alt det, hun kendte og følte sig tryg ved, skulle ophøre.

Efterhånden som hun blev ældre, gled disse tanker mere og mere i baggrunden, men hun kunne stadig genkalde sig de følelser, hun som barn havde haft i forbindelse med disse tanker.

Hun var meget taknemlig for sit liv, men det var ikke komplet. Der manglede noget. Noget som i den grad havde at gøre med livet. Måske ville hendes liv engang blive komplet, måske ville det ikke. Tanken herom var lige så abstrakt som de tanker, hun så ofte gjorde sig som barn.

Solen var ved at gå ned i horisonten, mens hun gik rundt på bare tæer i det dugvåde græs.