Sprog

Sprog er noget spøjst noget. Vildt praktisk - ingen tvivl om det.

Det er sjovt at tænke på, hvordan sproget er opstået.

Der må jo givetvis have været mennesker (med uglet hår og store køller (træ-køller!)), som har sagt hvert enkelt ord for allerførste gang. Ét menneske har besluttet, at et bestemt ord skulle tilknyttes en bestemt ting eller bestemte følelser m.v. Sejt. Jeg gad godt have fundet på et ord. Altså et ord, som så ville blive brugt flittigt af andre mennesker i generationer frem i tiden. Men der mangler lissom ikke så mange ord længere, som der gjorde engang. Jeg burde have levet for mange år siden. I sprogets spæde begyndelse...

Jeg synes, at det er charmerende, at der findes et hav af forskellige sprog. Men det er altså ikke særlig praktisk, når det kommer til stykket, vel? Når jeg ser nogle i tv tale for eksempel kinesisk, russisk eller en eller anden afrikansk klikke-lik stammedialekt, så fatter jeg jo bønne af, hvad der bliver sagt. Det, at jeg ikke forstår dem eller deres budskab, gør, at jeg umiddelbart anser dem for værende mindre begavede. Jeg er godt klar over, at det en højrøvet og dybt usaglig tankegang. Men sådan føler jeg ikke desto mindre.

Ét fælles sprog - vil det ikke kunne forhindre mange misforståelser mellem verdens mange folkeslag og kulturer? Det tror jeg faktisk. Men så kommer kampen jo om, hvilket allerede eksisterende sprog det skal være, eller om der skal laves et helt nyt fælles sprog. Idéen er ikke helt ny, da Esperanto jo blev lanceret som fælles sprog faktisk helt tilbage i 1887 (tak til Wikipedia, hil, hil). Det har dog ikke vundet det helt store indpas her mere end 100 år efter, så man må nok erkende, at det var et nitte-sprog.

Nå, men hvis nogen derude går og fifler med at lave et nyt fælles verdenssprog (for sådan nogle tanker går I da med alle sammen, ik'), så skriv lige til mig - jeg vil gerne have et par ord eller flere med i ordbogen ;-)