Ude & Hjemme

Med denne uges udgave af Ude & Hjemme fulgte en fornem skridttæller af det fiiiineste blå plast.

Fuld af iver og spænding flåede jeg tælleren ud af indpakningen...

Resultatet var PRÆCIS, som jeg havde forudset - jeg har ét skridt!

Er der andre, der har talt deres skridt?

Hvad sker der for mig?

I mine teenageår kørte tv'et tit - hvis ikke altid - i baggrunden, når jeg skulle lave lektier. Ikke sjældent var det TV-SHOP, der blev sendt.

Jeg har grinet meget og hånligt af de fjolser, der faldt for den slags åbenlyst latterlige programmer, der udelukkende var ude på at sælge deres bras til ågerpriser til mindre begavede tåber.

Ikke desto mindre er jeg i dag i besiddelse af The Love Collection på CD, Perfect-Buns-And-Thighs til stramme baller og lår, AB-Flex (et stort plastik-lokum formet som en flyvemaskine) til flad mave samt et komplet fest-sæt, hvor et cocktail-party (i hvert fald i teorien) kan stables på benene i løbet af sekunder.

Hvad sker der for mig?

Nu zapper jeg konsekvent væk fra TV-SHOP i erkendelse af, at jeg har en brist.

Men man skal jo have noget at blive forarget over, så et par gange har jeg set Kanal 5's formiddagsprogram "Garito" med en overdrevet hyper vært, der skal opfordre seerne til at ringe ind og gætte nogle (garanteret bevidst provokerende lette) ordgåder. Det er noget af det mest platte at se og høre på, og jeg hidser mig lystigt op over det. Både værten og ikke mindst dem, som ringer ind for at gætte ordgåden, er komplet blottet for intelligens.

Nu er det bare sådan, at jeg op til flere gange har taget mig selv i at ringe ind til programmet. Det koster kassen, for det er 90-numre, og der er mange af dem. Men kun nogle enkelte af dem spiller "du-har-ringet-dygtigt-og-måske-ringer-vi-tilbage-til-dig-fanfaren" - og så er man jo nødt til at fortsætte med at ringe, indtil man hører fanfaren, for ellers er de øvrige opkald jo spildt. Sådan noget manipulerende lort!

Hvad sker der for mig?

Nu zapper jeg konsekvent væk fra Garito i erkendelse af, at jeg har en brist.

Senest har jeg to gange set TV2's nye - ja man kan vel dårligt kalde det quiz - program, Deal No Deal.

Første gang sad i jeg i begyndelsen og undrede mig over, hvordan et så simpelt program skulle kunne være interessant at se på i 50 minutter. Jeg mener, hvor meget kan man gå op i åbningen af 26 kufferter? En hel del, skulle jeg hilse at sige. Jeg er flere gange blevet overrasket over lyden af mit eget jubel-brøl og mine højtstrakte arme, når deltageren undervejs i programmet vælger at få åbnet en kuffert med et lille beløb og dermed er et skridt nærmere den store gevinst.

Hvad sker der for mig?

Jeg behøver heldigvis ikke zappe væk fra Deal No Deal, da det ikke koster mig penge... Ud over en lille 5'er for sms-konkurrencen, som jeg ikke kan lade være med at deltage i - af respekt for min brist...

Say what?

Jeg spottede dette skilt i den forløbne weekend på færgen fra Esbjerg til Fanø (og overraskende nok atter på færgen fra Fanø til Esbjerg et par døgn senere).

Uanset hvor meget god mening og åbent sind, jeg prøver at tvinge frem, så forstår jeg altså ikke meningen med skiltet.

Mit bedste bud er, at hvis man panikker under overfarten, skal alle mand i en hulens fart sætte tacklinger ind på børnefamilier. Men kan det mon være den sande mening med skiltet?

Det må absolut være en knæler af rang, der har præsteret det skilt (tak for din kommenterer til indlægget om sprog, draagsuot) ;-)

Sprog

Sprog er noget spøjst noget. Vildt praktisk - ingen tvivl om det.

Det er sjovt at tænke på, hvordan sproget er opstået.

Der må jo givetvis have været mennesker (med uglet hår og store køller (træ-køller!)), som har sagt hvert enkelt ord for allerførste gang. Ét menneske har besluttet, at et bestemt ord skulle tilknyttes en bestemt ting eller bestemte følelser m.v. Sejt. Jeg gad godt have fundet på et ord. Altså et ord, som så ville blive brugt flittigt af andre mennesker i generationer frem i tiden. Men der mangler lissom ikke så mange ord længere, som der gjorde engang. Jeg burde have levet for mange år siden. I sprogets spæde begyndelse...

Jeg synes, at det er charmerende, at der findes et hav af forskellige sprog. Men det er altså ikke særlig praktisk, når det kommer til stykket, vel? Når jeg ser nogle i tv tale for eksempel kinesisk, russisk eller en eller anden afrikansk klikke-lik stammedialekt, så fatter jeg jo bønne af, hvad der bliver sagt. Det, at jeg ikke forstår dem eller deres budskab, gør, at jeg umiddelbart anser dem for værende mindre begavede. Jeg er godt klar over, at det en højrøvet og dybt usaglig tankegang. Men sådan føler jeg ikke desto mindre.

Ét fælles sprog - vil det ikke kunne forhindre mange misforståelser mellem verdens mange folkeslag og kulturer? Det tror jeg faktisk. Men så kommer kampen jo om, hvilket allerede eksisterende sprog det skal være, eller om der skal laves et helt nyt fælles sprog. Idéen er ikke helt ny, da Esperanto jo blev lanceret som fælles sprog faktisk helt tilbage i 1887 (tak til Wikipedia, hil, hil). Det har dog ikke vundet det helt store indpas her mere end 100 år efter, så man må nok erkende, at det var et nitte-sprog.

Nå, men hvis nogen derude går og fifler med at lave et nyt fælles verdenssprog (for sådan nogle tanker går I da med alle sammen, ik'), så skriv lige til mig - jeg vil gerne have et par ord eller flere med i ordbogen ;-)

Arghh!

Der er korsedderkopper over alt!

Når jeg stiller min cykel fra mig, blinker to gange med øjnene og kigger på den igen, så er den tæsket ind i edderkoppespind og store, frodige korsedderkopper.

Prøver jeg at løsne spindet fra cykelstyret med en finger, så sker det ikke så sjældent, at en kleppert kort tid efter med faretruende hast er på vej op mod min hånd i et tyndt spind. Panikken er nær, og jeg vinker som besat til alt og alle.

Jeg fatter ikke, at de kan lave deres spind så hurtigt, og jeg fatter ikke, hvordan spindet kan gå fra min cykel og over mod muren, med måske 30 cm imellem. De må jo være edderkopperacens allerypperste atletikudøvere.

Arghh jeg ser dem hele tiden - og jeg er træt af at få lange usynlige spind i ansigtet flere gange dagligt. Smut!