Om at tro...

Jeg tror. Jeg tror på kærligheden. Jeg tror på venskaber. Jeg tror på styrken ved en god familie.

Jeg tror, at der engang fandtes en mand ved navn Jesus, der skilte sig lidt ud fra mængden. Men i samme ombæring tror jeg også på, at der også på dén tid fandtes lumsk tobak og euforiserende svampe. Jeg tror også på, at en fjer kan blive til fem høns...

Fællesskabet og samhørigheden i forbindelse med religion, tror jeg, er en vigtig parameter for religiøse mennesker. Jeg tror, at religiøse mennesker finder styrke ved dette sammenhold omkring deres fælles religion.

Jeg føler mig ikke svag, fordi jeg ikke er religiøs. Jeg er stadig troende, blot i den forstand, at jeg ikke er tilhænger af en bestemt religion og derigennem finder styrke og trøst i noget, som engang (måske) var. Jeg finder derimod min styrke og trøst i nutiden. Hos de folk, jeg elsker og som elsker mig.

Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord, end det man kan se med det blotte øje, man skal blot turde fjerne skyklapperne for en stund og åbne sit sind. Men jeg kan ikke give denne tro et ansigt eller et navn. Tro bør ikke være stationær og med brugsanvisning. Tro bør være dynamisk, individuel og spontan.

Jeg tror. Jeg tror på kærligheden. Jeg tror på venskaber. Jeg tror på styrken ved en god familie.

Jeg tror på mirakler. Både fortidens, nutidens og fremtidens mirakler.

Jeg tror rent faktisk også på, at vores bambus mod alle odds har overlevet blomstringen.

Jamen det rykker jo!

Jeg har til min gru opdaget, at jeg er en af den slags mennesker, der på offentlige steder står i min egen lille verden og vipper - nogle gange blot med en fod, andre gange med hele kroppen - og mimer sangteksterne, når jeg hører musik fra min iPod...

Det er bare så pokkers svært at undertrykke, når musikken jo gør mig så dælens munter i betrækket. Men hey - hvem siger også, at det ikke er okay at imitere en falleret popstjerne i ny og næ?!

Milli Vanilli - watch out - Snow is in da house!

Topmålet af arrogance?

Jeg tænker tit på, om jeg mon er den eneste, der har det sådan. Jeg bilder mig selv ind, at der er andre. Hvis det dog viser sig, at jeg står alene, så må følgende indlæg formentlig betegnes som topmålet af arrogance...

Tit tager jeg mig selv i at betragte andre mennesker, når jeg sidder på en bænk, kører med tog, bus eller lignende. Det er der vist ikke noget unormalt i. Ofte tænker jeg, hold da kæft, hvor er mange af de andre mennesker kiksede. Mange tænker utvivlsomt det samme om mig. Jeg forstår for eksempel ikke konceptet med, at en ellers smuk og velskabt pige med livet som indsats klemmer sig ned i bukser så stramme, at der formes en delle med baderingskarakter ud over buksekanten. Jeg forstår heller ikke konceptet med, at en teenagedreng midt i sin mest spændende og rivende udvikling vælger at iføre sig et par gammeldags badeshorts og dermed blotte sine pubertetsben på en måde, hvor benene præsenteres helt op til det punkt, hvor jeg ikke ved med mig selv, om jeg skal grine eller græde.

Men dette var blot et sidespring. Det, som jeg egentlig vil sige med dette indlæg er, at jeg ofte tager mig selv i - under disse overfladiske betragtninger - at tænke, at alle de andres liv umuligt kan være lige så vigtigt som mit. Vi er ikke ude i, at hele verden cirkulerer omkring Snowie. For jeg ved godt, at kun min verden cirkulerer omkring mig. Mine nærmeste er så i orbit omkring mig. En uundværlig del af mit univers. Ligesom jeg også (håber jeg) orbiterer i mine nærmestes univers.

Hele min egen cirkulation og min orbit er enorm vigtig for mig, men jeg har svært ved at forestille mig andres orbit... Altså de mennekser, jeg tilfældigt krydser på min vej. De har jo også liv. De har også orbits. Men min er den vigtigste.

Okay, mens jeg skriver, kan jeg mærke, at associationerne tager mig længere og længere ud. Jeg har også været inde på noget af det før for lang tid siden i et indlæg om mennesker.

Alle disse personlige orbits krydser jo hinanden, og forskellige mennesker betyder noget forskelligt for personer alt efter relationen... En bestemt person kan for én person være meget vigtig og nærmest altafgørende for deres eksistens, mens den samme person for en anden kan være mere perifær og lettere at undvære. Sådan skal det nok også være. Der er jo grænser for, hvor mange mennesker man kan rumme og gøre en forskel for. Ligesom der er grænser for, hvor mange mennesker, der kan gøre en forskel for en. Ikke fordi, at flertallet ikke er villige til at gøre en forskel, men det er jo forskelligt, hvor tæt man giver folk lov til at komme på sig selv. Lukker man for få ind, bliver det ensomt, lukker man for mange ind, bliver det rodet.

Nå, tilbage til emnet...

Er det arrogant at få følelsen af, at andres liv ikke er så vigtigt som ens eget? Har du tænkt samme tanke?

Nu hedder min blog jo ..::Snowies univerS::.., men derfor kan der jo godt - hypotetisk - være andre sole end mig derude :-)