torsdag, april 20, 2006

Den ultimative sms-fristelse!

Jeg faldt for fristelsen for en uges tid siden.

Vi har vel alle prøvet at modtage en sms, som ikke skulle have været til os?

Det var en søndag aften.

En sms tikkede ind:

Vandt I vm-mesterskabet?

Min nysgerrighed blev vakt.

Jeg svarede I bedste overbevisning om, at vedkommende ville opdage sin fejl:

Nej, men jeg har engang vundet en tegnekonkurrence.

Ak nej, næste sms:

Ok. Hvad plads endte I på?

Jeg prøvede én gang til:

Vi endte på en delt Rådhusplads.

Enten har vedkommende ingen humor, eller også har jeg ingen humor. Døm selv.

En ny sms tikkede ind:

Hvad plads er det?

Herefter gav jeg op og skrev en pæn besked tilbage om, at jeg intet kendte til noget vm-mesterskab, og at vedkommende måtte have sendt sms'en forkert. Stille og rolig og særdeles humorforladt besked.

Intet svar!

Folk er sgu nærtagende :-)

onsdag, april 05, 2006

Strigle!

Jeg stod ved busstoppestedet og overhørte en samtale mellem to kolleger. Nej, jeg snager ikke. Det er min pligt som borger i dette land at sikre mig, at nationens sikkerhed ikke trues.

Nuvel. Den ene var en ældre mand med gråt hyggeligt skæg. Den anden var en yngre dame. De talte lidt frem og tilbage, og så spurgte hun ham om, hvordan det egentlig gik i hans afdeling.

Han svarede, at det gik fint ud over nogle tekniske problemer med lønudbetalinger.

Så svarede hun henkastet, at det var da ikke, hvad hun havde hørt. Hun havde hørt, at der var masser af konflikter medarbejderne imellem. Men nu var hun jo ikke typen, der rendte med sladder, så hun kunne ikke komme nærmere ind på det.

Så lad dog være med at sige noget overhovedet.

Intrigante strigle.