Sølvræven med den manglende pincet...

Jeg sad i mine egne tanker i toget, da jeg stille og roligt drejede hovedet mod højre, hvor der sad en herre - omkring de 55 vil jeg tro - nydelig frakke, pæne briller, smart mobiltelefon, manke som en sølvræv... Nydelig - det var han.

Men hvad dælen!?!

På toppen af hans øre sad et hår, spænstigt og stolt, formentlig over at være det sidste sorte hår på ejermanden. Det var vel omkring 1,2 cm langt og strittede vandret ud mod den dejlige forårssol.

For pokker da!

Hvad skulle jeg gøre, det kriblede jo i mig for at hive det ud - men samtidig var jeg også en smule beklemt ved, hvordan han ville reagere på seancen.

Et hår af den kaliber bliver næppe så langt natten over, så mit håb om en kone eller en kollega, der kunne nævne det for ham, var ganske spinkelt...

Jeg stod af toget uden at have påpeget det, og således vil den nydelige herre formentlig smykke sig med det stolte hår en tid endnu.